Co-creation workshop: EnergyLab Nordhavns showroom 2.0


Vil du være med til at skabe oplevelsen af fremtidens energisystem? EnergyLab Nordhavn søger virksomheder/organisationer/forskere, der har interesse i at deltage i udviklingen af et nyt showroom, der kan formidle fremtidens energisystem.

Har du viden om fremtidens smarte energi og/eller kan du formidle kompleks viden på levende vis, skabe oplevelser, udforme udstillingsdesign, tænke i interaktive rum, skabe rammer for netværk og salg, få mennesker til at være kreative sammen?

Så inviteres du til en idéworkshop, hvor vi sammen udvikler forslag til udformningen af EnergyLab Nordhavns showroom 2.0. 

Efter idéworkshoppen vil der være mulighed for, at interesserede aktører kan gå sammen med partnerne i EnergyLab Nordhavn om at søge midler til virkeliggørelse af showroom 2.0.

På idéworkshoppen vil du

  • Møde partnerne i EnergyLab Nordhavn og høre om, hvordan de skaber fremtidens energisystem
  • Være med til at komme med ideer og forslag til den konkrete udformning af showroom 2.0
  • Få mulighed for at blive del af den partnerkreds, der søger penge til realiseringen af showroom 2.0.

Hvem kan deltage

Arrangementet er åbent for alle, men vi forestiller os, at du måske er interaktionsdesigner, digital developer/designer, oplevelsesdesigner, kommunikationsspecialist, antropolog, indretningsarkitekt, designer af interaktive rum, innovationsleder, facilitator, ingeniør og/eller partner i EnergyLab Nordhavn. Studerende er også velkomne.

Bemærk venligst, at vi forbeholder os ret til at udvælge deltagere efter deres kompetencer.

Program

09.00–09.20 Velkomst og kaffe/te
09.20–09.30 Præsentation af dagens program
v. Lea Schick og Trine Plambech fra Alexandra Instituttet
09.30–09.45 Præsentation af EnergyLab Nordhavn og det nuværende showroom
v. Christoffer Greisen, projektleder EnergyLab Nordhavn
09.45–10.00 Præsentation af vision for showroom og EnergyHub
v. Kim Bek, partner UrbanHelp
10.00–10.15 Interaktiv formidling af kompleks viden
v. Rune Wehner, Interactive Spaces Lab, Alexandra Instituttet
10.15–10.30 Pause
10.30–10.40 Introduktion til co-creation #1
10.40–11.30 Co-creation #1
11.30–11.45 Bordfacilitatorerne præsenterer, hvad grupperne har talt om
11.45–12.30 Frokost
12.30–12.40 Introduktion til co-creation #2
12.40–13.30 Co-creation #2
13.30–13.45 Pause med kaffe og kage
13.45–14.00 Bordfacilitatorerne præsenterer, hvad grupperne har talt om
14.00–14.30 Udvælge og forfine ideer
14.30–14.45 Afrunding af co-creation #2 og præsentation af next step
14.45–15.00 Afslutning ved partnerne og Alexandra Instituttet
   

Om EnergyLab Nordhavn

Fremtiden skaber vi sammen i dag. I Nordhavn er lang række aktører allerede i fuld gang med at udvikle, implementere og afprøve fremtidens energisystem i virkeligheden (læs mere om EnergyLab Nordhavn). Det er noget, der er stor opmærksomhed omkring – og dagligt kontaktes partnerne af virksomheder, organisationer og delegationer, der vil ud og opleve fremtidens energisystem.

Partnerne har derfor skabt showroom 1.0, hvor man kan komme og se, hvordan Nordhavns energisystem folder sig ud. Det eksisterende showroom er placeret i et af Nordhavns pakhuse og består primært af en samling plancher. Hvordan kan denne viden formidles på en mere dynamisk og engagerende måde? 

Da showroomet allerede i dag er meget eftertragtet og besøgt af delegationer fra hele verden, ønsker partnerne at videreudvikle det og skabe et endnu bedre, mere inspirerende, engagerende og netværksskabende showroom – showroom 2.0. Showroomet er en del af et kontorfællesskab, E-Hub, som samler virksomheder, der arbejder med fremtidens energi og bæredygtig byudvikling. 

Om det nye showroom 2.0

Det nye showroom 2.0 har til formål

  • at være et naturligt mødested for Nordhavn som et centrum for bæredygtig byplanlægning og energiløsninger
  • at styrke samarbejde og skabe en platform for netværk, synergi og nye løsninger
  • øge salg og eksport

Det nye showroom 2.0 vil bl.a. opnå formålet ved

  • at vise udviklingen i EnergyLab Nordhavn – både hvad der virker, og hvad der er på vej, samt de udfordringer, der skal overvindes

I løbet af co-creation-workshoppen vil netop dette punkt blive udfoldet og konkretiseret.

Den primære målgruppe for det nye showroom 2.0 

Den primære målgruppe er professionelle, som arbejder med at skabe fremtidens energisystem. I forhold til formidlingen er det vigtigt, at den er tilgængelig for alle – hvis man er professionel inden for ét område, er man ikke nødvendigvis ekspert inden for et andet, hvorfor formidlingen ikke må være for snørklet, men den må heller ikke miste den tekniske detalje.


Hvem står bag?

Co-creation-workshoppen er led i et miniprojekt, der har til formål at lave det indledende arbejde i forbindelse med showroom 2.0. Co-creation-workshoppen afholdes i samarbejde med Innovationsnetværket for Smart Energi og Invio – innovationsnetværket for Oplevelsesøkonomi.

   

  

Miniprojektet er finansieret af Infinit og har følgende partnere: 
Alexandra Instituttet, Balslev, By & Havn, DTU Elektro, EnergyLab Nordhavn, Kirt x Thomsen, NorthQ, Urban Help

 
     
 
     
   
     
     


Tid og sted

Dato:  1. oktober 2018
Tid:  9:00 – 15:00
Sted:  EnergyLab Nordhavn
EnergyHub
Sundkaj 7
2150 Nordhavn
Pris:  Det er gratis at deltage, og vi byder på lækker forplejning
Kontakt navn:  Lea Schick
Kontakt e-mail
Tilmeldingsfrist:  30. september 2018


Se alle Infinit arrangementer

Netværkets aktiviteter er medfinansieret af Uddannelses- og Forskningsministeriet og drives af et konsortium bestående af:
Alexandra Instituttet . BrainsBusiness . CISS . Datalogisk Institut, Københavns Universitet . DELTA . DTU Compute, Danmarks Tekniske Universitet . Institut for Datalogi, Aarhus Universitet . IT-Universitetet . Knowledge Lab, Syddansk Universitet . Væksthus Hovedstadsregionen . Aalborg Universitet