Af Claus Hetting, it- og telejournalist
Flere og flere virksomheder i Danmark – og i Vesten i øvrigt – vælger at flytte deres produktion til Kina og Østeuropa. Men det er ikke for sent for danske virksomheder at omsætte viden om produktionsprocesser og forsyningskæder til økonomisk gevinst og flere arbejdspladser. For at skabe ny værdi i forsyningskæden kræver det ikke mindst innovative løsninger inden for IT og software, som både er smidige og intelligente.
Sådan lød oplægget til debat og vidensdeling på temadagen i Processer og IT-interessegruppen om danske virksomheders rolle i de globale værdikæder i udviklingen imod ’plug & play’ forsyningskæder. Interessegruppen mødtes den 1. november i Aalborg til en udfordrende snak om fremtidens værdikæder.
- Det vil altid være billigere at fremstille varer i udlandet. Den trend kan vi ikke vende. I stedet skal vi blive dygtigere til at omsætte viden til nye produkter hurtigt. Den udfordring er der indtil videre ingen, som har løst, så her er der rigtigt gode muligheder for danske virksomheder at gøre sig gældende, sagde John Johansen, professor ved Center for Industriel Produktion, Aalborg Universitet.
Bred interesse fra industrien
Temadagen trak deltagere fra et bredt udsnit af brancher, inklusive tele- og it-industrien, men også sundhedssektoren, eksport og handel. Med debat og udveksling af ideer byggede temadagen bro imellem landets førende forskningsinstitutioner og innovative danske virksomheder, som leder efter ny inspiration og ikke mindst nye forretningsmuligheder.
Især for mindre virksomheder er det svært at gøre sig gældende på et globalt marked, hvor forsyningskæden for fremstillingen af produkter bliver mere og mere kompliceret og mangfoldig. Der er ikke længere tale om enkelte leverandører i en lineær og overskuelig proces, men en regulær sky af underleverandører fordelt over hele kloden. De indgår i et komplekst og dynamisk netværk af relationer.
Skarpe it-løsninger skal spille sammen med bløde værdier
- Udnyttelse og pleje af leverandør- og partnernetværk bør være en del af enhver virksomheds strategi. Fordi udviklingen sker hurtigt og er dynamisk, sker det også, at visse partnere skifter roller – f.eks. fra kunde til leverandør, sagde Niki Nicolas Grigoriou, CEO fra virksomheden Intelligent Systems A/S.
Men ikke alt handler om nye, skarpe it-systemer, som kan håndtere nye krav til forsyningskæden intelligent. Også de såkaldte bløde værdier er i spil, mente Niki Grigoriou. Ærlighed og åbenhed er vigtige grundværdier, når det gælder om at skabe de rigtige relationer og netværk, som kan løfte en virksomhed, sagde han.
Selvom der er lang vej til software og systemer, som kan skabe en virkelig netværksbaseret plug & play forsyningskæde, var der på temadagen enighed om de vigtigste krav: Vi har brug for både smidighed og ny intelligens, for at ny viden hurtigt kan omsættes til egentlige produkter. Også samspillet med det sidste led i kæden – dvs. forbrugeren selv – er kritisk.
Internet-økonomien stiller nye krav
I en Internet-baseret økonomi er det nemlig forbrugeren, som har en stor del af magten. Det fleste produkter bliver købt og ikke solgt, dvs. vi lever i et såkaldt pull-marked, og en ny værdi- og forsyningskæde skal forholde sig effektivt og fremsynet til denne virkelighed. Det fortalte Bjarne Jensen fra virksomheden e-salg.com under sit oplæg.
- Det er i dag et krav, at alle it-systemer spiller sammen fra underleverandør og helt ud til forbrugeren. Systemernes kompleksitet kan være skræmmende, og der er ofte tale om anvendelser, som er svære at integrere. Men produktionsvirksomheder er ganske enkelt tvunget til at samarbejde på nye måder for at forblive konkurrencedygtige, sagde Bjarne Jensen.
Bjarne Jensen er i øvrigt tilhænger af en it-model, hvor f.eks. sociale medier kan indgå som det øverste lag i værdikæden, understøttet af et anvendelseslag og et datalag. Det er også vigtigt at tænke mobil handel – dvs. m-business – ind i løsningerne fra starten, fortalte han.
Også Henrik Thomsen, Project Sales Manager fra Prevas, lagde vægt på behovet for fleksible løsninger, som samtidig er universelt anvendelige. Et af de vigtigste krav til de it-systemer, som skal understøtte de nye, komplekse værdikæder, er en lynhurtig tilpasning, så nye produkter rammer markederne hurtigere.
Idéer: Netværk, beslutninger i realtid og ny teknologi
Charles Møller, professor ved Center for Industriel Produktion, Aalborg Universitet, gav bud på en række interessante og værdifulde opgaver, som kræver en løsning, hvis idéen om en plug & play forsyningskæde skal realiseres. Lige nu er de mest almindelige systemer til processtyring – som f.eks. SAP – ikke smidige nok, og det kan f.eks. tage halve eller hele år at indføre ændringer i en produktion, sagde han.
- Vi har især brug for at se på værdikæder, som tager udgangspunkt i netværket i modsætning til processerne. Det ville også være interessant at tænke i systemer, som kan tage intelligente beslutninger i realtid, dvs. reagere hurtigt over for ændringer. Og endelig er det vigtigt at få undersøgt, hvilke nye teknologier, som bør udnyttes, sagde Charles Møller.
Hovedpunkter fra temadagen:
- Danske virksomheder skal ikke leve af produktion – men af viden om produktion og processer i en netværksbaseret økonomi
- En stor global forretningsmulighed: Omsæt viden til produkter hurtigere end de andre – det gør danske virksomheder globalt konkurrencedygtige
- Nye it-løsninger til plug & play kræver smidighed og intelligens
- Led helt ud til forbrugeren skal tænkes med i den nye, effektive forsyningskæde
|