Infinit

Du er her: Home Interessegrupper Intelligente tekstiler Tag solen med i tasken

Tag solen med i tasken


 

Du behøver ikke længere kun at drømme om tasken, der kan oplade din mobiltelefon og samtidig se lækker ud, for den findes. Solcelletasken er tiltænkt den moderne, kvalitets- og stilbevidste kvinde, der er på farten dagen lang og helst er uafhængig af gængse, stationære strømkilder.


 Solceller indlejret i tekstiler er ikke revolutionerende. De bruges allerede på fx ærmer af skijakker og ryggen af militæruniformer. Hvad der er nyt, er derimod, at kombinationen tekstil og solcelle ikke længere behøver at ligne noget, man kun ville tage med på overlevelsestur til Nordnorge. Solcelletasken er således et forsøg på at lave et livsstilsprodukt. Som matcher den moderne kvinde, der lægger ligeså meget vægt på design som funktion.

 

Den danske designduo Diffus design har i samarbejde med den forskningsbaserede it-virksomhed Alexandra Instituttet, den schweiziske broderifabrik Forster Rohner og Center for Software Innovation i Sønderborg udarbejdet Solcelletasken. Taskens hundrede solcellepailletter indgår i et sirligt broderi, der via strømførende tråd sørger for, at der bliver genereret nok energi til at oplade en mobiltelefon og lagre mere endnu på et lille batteri gemt i tasken. Når man åbner, aktiveres i taskens indre en række optiske fibre der udsender et lysskær, som hjælper taskeejeren til lettere at finde sine nøgler, pung etc.

 

 

Solceller som udsmykning

Materialet på taskens yderside er ikke umiddelbart genkendeligt, hvis man ikke i forvejen kender konceptet.

 

- Vi har valgt at fremhæve taskens indlejrede teknologi som udsmykning i stedet for at gemme det af vejen, fortæller Hanne-Louise Johannesen, fra  Diffus Design, som står bag taskens æstetiske udtryk. Solcellerne, der er brugt som pailletter på tasken, fremhæver således det intelligente lag, der giver tasken dens særlige strømgenererende egenskaber.

 

Rikke Koch, der er netværksleder ved Alexandra Instituttet og ekspert i intelligente tekstiler, fortæller, at det ofte er en af de største udfordringer ved at arbejde med intelligente tekstiler: at forsyne dem med strøm på en lækker måde:

 

 - Der er jo ikke nogen, der synes, det ser særligt smart ud at rende rundt kæmpestore batterier på ryggen. Solceller er en af måderne, man kan gå til udfordringen på.

 

Klogt med intelligente tekstiler

Intelligente tekstiler er på fremmarch, og Rikke Koch har i en særlig interessegruppe arbejdet med feltet en årrække:

 

 - Noget af det virkelig spændende ved intelligente tekstiler er, at man får en platform for kommunikation, som indgår så utrolig intimt i vores dagligdag næsten døgnet rundt, siger Rikke Koch og peger blandt andet på, at Solcelletasken også fortæller en historie om taskens ejer som både miljøbevidst og uafhængig.

 

Partnerne bag Solcelletasken står også bag Klimakjolen, en kjole, der gennem mere end 100 indsyede LED-lamper signalerer CO2-indholdet i luften omkring sig og dermed et andet eksempel på et stykke intelligent tekstil.

 

Flere tasker på vej

Solcelletasken er første del af en tasketrilogi. Partnerne arbejder på en såkaldt Memory Bag, der skal gøre taskens ejer opmærksom på glemte sagen på vej ud af døren, samt en Green Aware Bag, der skal visualisere energiforbruget i ens hjem.

 

Solcelletasken bliver netop nu præsenteret ved en række arrangementer rundt om i Danmark og Europa, blandt andet i DRs Aftenshowet den 10. maj, ved Future Textiles konferencen i Herning den 11.-13. maj 2011 og ved Techtextil i Frankfurt den 24.-26. maj 2011.

 

Læs partneren Forster Rohner AGs pressemeddelelse vedrørende projektet.

 

 

 

 

 

Fakta om Solcelletasken:

 

-Tasken er formet som en solformørkelse. Denne form gør blandt andet, at taskens overflade er så fri som muligt, når den bæres, så mest mulig sol rammer solcellerne.

 

-Solcelletasken kan via solenergi generere strøm til en mobiltelefon, som lades op nede i tasken.

 

-Overskydende energi lagres i et batteri indsyet i tasken og går til at lyse tasken op indvendigt, når denne åbnes. Lyset kommer fra otte LED-lamper samt optiske fibre.

 Partnere:

  • Diffus Design
  • Alexandra Instituttet
  • Forster Rohner AG
  • Center for Software Innovation

Projektet er støttet af Softwarekorridoren med støtte af EU regionalfond midler under Erhvervs- og Byggestyrelsen.

 

 

Infinit er finansieret af en bevilling fra Forsknings- og Innovationsstyrelsen og drives af et konsortium bestående af:
CISS/Aalborg Universitet . Alexandra Instituttet . DTU Informatik/Danmarks Tekniske Universitet . Datalogisk Institut/
Aarhus Universitet . Knowledge Lab/Syddansk Universitet . Center for Software Innovation - a part of DELTA . IT-Universitetet