Infinit

Du er her: Home Interessegrupper Mobil og pervasive læring Mobilen giver nye muligheder - og nye udfordringer

Mobilen giver nye muligheder - og nye udfordringer


 

Med en smartphone bliver en række processer i samfundet revolutioneret. Men man skal lige lære, hvordan man kan drage fordel af det. Det fremgik af Mobiltech 2010-konferencen, som InfinIT var medarrangør af. Næste konference holdes i maj 2011.

 

Ikke kun er mobiltelefonen kommet for at blive. Med opfindelsen af smartphones bliver mobilen et subjekt, en uadskillelig del af os i de kommende år, og det påvirker en række processer i samfundet. Mobilen ændrer forholdet mellem virksomheder og kunder/forbrugere. Mobilen vender også op og ned på relationen mellem de offentlige institutioner og borgerne. Desuden kan tingesten bruges i undervisning.

 

Alt dette kom frem på Mobiltech 2010-konferencen, som blev afviklet på Syddansk Universitet i Odense den 31. august.

 

"Man kan sammenligne det med stenaldermandens forhold til sit spyd," sagde Niels Henrik Helms om mobilens fremtidige funktion som et redskab, der er lige ved hånden. Helms er direktør for Knowledge Lab, som arrangerede konferencen sammen med en række partnere, heriblandt InfinIT. Deltagerne var it-folk, administratorer, forskere og andre fagfolk.

 

Oplægsholderne belyste fra forskellige vinkler, hvordan mobiltelefonen bliver et omdrejningspunkt i fremtidens samfund og giver nye udfordringer. Man skal lære, hvordan man kan drage fordel af de nye måder at kommunikere med hinanden på - og relatere sig til hinanden på. Nedenfor følger nogle eksempler:

 

Netværkskoordinering på farten

Gitte Stald, lektor på IT-Universitetet, beskrev under underskriften Hellere nøgen end uden mobil, hvordan vi efterhånden tænker med vores mobil og i mindre grad mobilen. Mobiltelefonen ophæver grænserne for tid og sted. Man kan tale om flydende tid. "Der foregår en stadig mikrokoordinering og netværkskoordinering on the run. Man kan være forankret i sit lokale udgangspunkt samtidig med, at man er ude i verden," sagde hun.

 

Nye former for markedsføring

Christopher Gersbo-Møller, teknologichef hos OnlineCity, som hjælper virksomheder med serviceydelser inden for web- og mobilteknologi, talte om brugerinddragelse og ad hoc-communities via mobilen. Han nævnte som positive eksempler restaurantkæden Jensen's Bøfhus, som skaber et fællesskab på hjemmesiden om fotos fra restaurantgæster samt medicinalfirmaet AstraZeneca, der tilbyder en gratis sms-service om dagens pollental. Han advarede om, at virksomheder skal tilbyde mobilfællesskabet som et tilvalg, der er forbundet med værdi. "Hvis et firma blot én gang misbruger forbrugernes tillid, er der en meget stor risiko for, at det vil skade firmaets brand," sagde han.

 

En anden slags medarbejderkommunikation: Peter Agertoft, seniorkonsulent hos simplygoodadvice i London, der rådgiver om mobil intern kommunikation i virksomheder, sagde, at det er muligt at udvikle en helt ny form for medarbejderkommunikation med mobiltelefonen, men der skal arbejdes meget for at sørge for håndgribelige fordele. Han havde tre gode råd til virksomhederne: "Det er ikke it-afdelingen, men kommunikationsafdelingen, der skal lede omstillingen. Det kræver mere oplæring, end man lige forestiller sig.  Og man skal ikke tage for givet, at medarbejderne umiddelbart er motiveret."

 

Offentlig betjening via mobilen

Jimmy Kevin Pedersen, kontorchef på Borgerkommunikationskontoret, IT- & Telestyrelsen, fortalte, hvordan kontoret har udviklet en mobiltelefon-portal til borger.dk sideordnet med webportalen, der skal give borgerne tilbud om at blive betjent her og nu, uanset hvor de måtte befinde sig. Digital selvbetjening er langt billigere end de traditionelle metoder, nemlig skriftlig, telefonisk og personlig henvendelse. Men der er også en værdiskabelse for borgerne. "Vi vil gøre mere," sagde han. Der bliver med mobilen åbnet for omfattende og præcise tilbagemeldinger om specifikke offentlige serviceydelser. Samtidig kan borgerne inden for bestemte institutioner, en skole eller et hospital, udveksle erfaringer på tværs.

 

Ny dimension i kultur og undervisning: Kaj Grønbæk, forsknings- og innovationschef hos InteractiveSpaces, forsøger sammen med sine kolleger at udvikle interaktive rum. Han berettede om, hvordan lokationsbaserede hørespil (kaldet mobile audio drama) kan bruges til at formidle kulturhistorie ude på stedet, og hvor mobiltelefoners mobilitet udnyttes. Men mobiltelefoner kan også anvendes målrettet i undervisningen. Han gav som eksempel et hørespil, der er en miljøgyser, og som udspiller sig i et naturområde og indgår i undervisningen af 7.-9. klasser i Århus-området. Det er en god måde at engagere ikke-boglige elever. "Det viser sig, at også de svagere grupper får brugt begreberne," sagde han.

 

Plads til mikroentreprenører:

Niels Henrik Helms fra Knowledge Lab sagde under en afsluttende paneldebat, der er en åbning for mikroentreprenører for at komme ind og skabe et marked i forbindelse med omstillingen af samfundet til mobilen som kommunikationsportal. Som så mange andre steder, er det innovation, der driver udviklingen. Karin Sloth, som er formand for Den Internationale Sammenslutning af Erhvervskommunikatører i Skandinavien, befandt sig i samme spor, da hun konstaterede, at mange virksomheder fortsat opfatter mobilen som bare en telefon.

 

Næste års konference

Den næste Mobiltech-konference afholdes den 3. maj 2011, så sæt kryds i kalenderen allerede nu!

 

 

 

Download slides fra konferencen her:

 

Per Roholt

 

Gitte Stald

 

Christopher Gersbo-Møller

 

Peter Agertoft

 

Jimmy Kevin Pedersen

 

Martin Bødker Krogh

 

Kristian Ridley Schou

 

Nikolaj Stagis

 

Lars Elmsted

 

 

Infinit er finansieret af en bevilling fra Forsknings- og Innovationsstyrelsen og drives af et konsortium bestående af:
CISS/Aalborg Universitet . Alexandra Instituttet . DTU Informatik/Danmarks Tekniske Universitet . Datalogisk Institut/
Aarhus Universitet . Knowledge Lab/Syddansk Universitet . Center for Software Innovation - a part of DELTA . IT-Universitetet