Ønsker du også at sætte skub i fødevarebranchens brug af big data

 

Overskudsmad og råvarer fra landmanden, supermarkedet og lagrer skal danne rammen om en ny fastfoodkæde.

På Albertslund Torv er der kommet et nyt madkoncept kaldet Foodtura. En selvbetjent fastfoodshop. Den er uden menneskelig betjening og maden kommer ud gennem et hul i væggen.

Du vælger via touchskærmen, hvilken fastfood du ønsker og vupti – så ligger den klar i lågen til dig.

Sund fastfood der mindsker madspild

Den nye fastfoodshop er et alternativ til kæder som McDonalds. Den imødekommer ønsket om, at vi som forbrugere gerne vil have hurtig mad, men at det også gerne må være sundt.

Og endnu vigtigere, så er fastfoodshoppen med til at begrænse omfanget af restprodukter hos landmanden og madspild i supermarkedet. Det kan være de skæve gulerødder, overskudspartiet af græskar eller oksekødet i køledisken, der ikke blev solgt.

Pointen er, at menuen hver måned bliver baseret på de råvarer der er til rådighed. Når konceptet breder sig fra Albertslund Torv til resten af Danmark, vil menuen - alt efter hvilke landmænd og supermarkeder der indhentes råvarerne fra - være anderledes.

Fødevarebranchen er fuld af data

Det nye madkoncept er dog endnu ikke en realitet. Og om fastfoodkæden skal være uden menneskelig betjening, eller om der skal stå én bag disken, er endnu ikke afgjort. Men det var det forslag, der vandt, da InfinIT besøgte Albertslund sidste weekend. Her lagde rådhuset rammerne om et arrangement omkring fødevarer, big data og innovation.

Og Albertslund Kommune er et oplagt sted for arrangementet. På fødevareområdet er der gode kræfter i kommunen bl.a. i det etablerede erhvervsliv med fødevaregiganten COOP og med en strategisk satsning inden for “Urban farming”.

En food stock exchange

Vinderforslaget skal udmønte sig i en tilføjelse til appen Plantjammer. Plantjammer hjælper dig med at finde på plantebaserede madskrifter ud fra det, du i forvejen har i dit køleskab.

Foodturas tilføjelse vil være i form af en food stock exchange, hvor landmændene, supermarkederne og de restpartier, de måtte have, kobles sammen med de fastfoodkæder, der aftager produkterne.

Ud over vinderholdet var fire andre grupper repræsenteret og arbejdede hårdt til hackathonet. De gode ideer blev vurderet af et dommerpanel bestående af bl.a. direktør i Innovationsfonden, Hanne Harmsen, og  direktør for Business i SEGES, Ivar Ravn.

Genskab forbindelsen mellem landmand og forbruger

De fem hold skulle hver vælge en forudbestemt udfordring at gå videre med. Disse var bl.a., hvordan vi kan forbedre farm management, gøre rejsen fra landmand til forbruger gennemsigtig og kommercialisere urban farming.

Mange af grupperne valgte at fokusere på, hvordan forbindelsen mellem landmanden og forbrugeren kan blive genskabt.

Den ide bakker SEGES, en del af Landbrug & Fødevarer, op om:
 
”Vi vil gerne have, at forbrugerne kommer tættere på landmanden. For 50 år siden købte man smør og mælk direkte hos producenten. Nu handler man i supermarkedet, og der er kommet afstand mellem forbruger og landmand,” siger Tina Fjeldgaard Lippert, der er chefkonsulent i SEGES og arbejder med digitalisering og innovation og fortsætter:

”Forbrugeren vil meget gerne have mere viden om den mad, de putter i munden, og landmanden vil også gerne tættere på forbrugeren. Det ser vi f.eks., når vi arrangerer Åbent Landbrug hvert år. I år besøgte næsten 100.000 danskere en af de 64 åbne gårde landet over.”

En chat-bot og en vejbutik app

Et af forslagene gik på at lave en chat-bot, der tager sig af landmandens data og kobler den med forbrugernes data. Chat-botten kan dermed give landmanden informationer om forbrugertrends, og hvad der f.eks. bliver solgt mest af i landets supermarkeder.

Et andet forslag var at få slutbrugeren fysisk ud til landmanden. Dette kunne f.eks. være via en ”vej-butik” app. Appen skal fortælle forbrugeren, hvor den nærmeste vejbutik ligger, og hvad den indeholder af grøntsager og frugt.

Første og anden præmien vandt henholdsvis 7000 kr. og 3000 kr. Alle vandt 3 timers konsultation med Innovationsfonden samt 6 måneders kontorplads i Albertslund Kommune.

 

Kontakt


Innovationskonsulent
Lea Schick

Alexandra Instituttet
Tlf. 27 26 54 79
E-mail

 

InfinIT er finansieret af en bevilling fra Styrelsen for Forskning og Uddannelse og drives af et konsortium bestående af:
Alexandra Instituttet . BrainsBusiness . CISS . Datalogisk Institut, Københavns Universitet . DELTA . DTU Compute, Danmarks Tekniske Universitet . Institut for Datalogi, Aarhus Universitet . IT-Universitetet . Knowledge Lab, Syddansk Universitet . Væksthus Hovedstadsregionen . Aalborg Universitet