Agil softwareudvikling giver Nykredit nye muligheder

”Vandfaldsmodellen har intet med agilitet at gøre,” fortalte Rasmus Ebler Simonsen fra Ditmer A/S, da interessegruppen for Processer og IT holdt workshop om softwareudvikling den 15. september. Tillid er vigtigere end processer, og at være agil handler om tillidsfulde relationer mellem ledelse, team og kunder. Det har Nykredit også fået øjnene op for, og i dag arbejder virksomheden mere agilt og brugerfokuseret til stor glæde for både ledelse og ansatte.

I 10-15 år har Nykredit benyttet sig af den såkaldte vandfaldsmodel som udviklingsmodel. Det har med tiden givet virksomheden flere udfordringer end fordele, for eksempel havde de ansatte svært ved at udpege, hvad der var vigtigst, og hvad der skulle laves først; de havde svært ved at forstå produktet, og udviklingsafdelingen havde svært ved at kommunikere omkring produkterne.

Derfor opstod der et behov for at se på en ny metode for softwareudvikling, fortalte Rune Thaarup Høegh fra Nykredit, da interessegruppen for Processer og IT holdt workshop om det nye paradigme inden for softwareudvikling. Interessegruppen havde inviteret både Nykredit og Ditmer A/S til at fortælle om deres erfaringer og udfordringer med komme godt i gang med en mere agil og brugerorienteret udviklingsmodel og Ivan Aaen fra Datalogisk Institut ved Aalborg Universitet.

Agil model giver flere fordele

Nykredit fandt derfor frem til en projektmodel, som bruges i dag. Den nye omfatter faserne: ideformulering, projektinitiering, analyse og udvikling, implementering og forankring, drift og gevinstrealisering. En væsentlig forskel fra den tidligere model er, at Nykredit i fasen analyse og udvikling nu arbejder agilt. For eksempel med design af brugeroplevelse (grafisk brugergrænseflade). De foretager design gennem et antal iterationer. De tager det, der er vigtigst i design af brugeroplevelse og arbejder med dette i 14 dages sprint. De benytter sketching, prototyping og designspecifikation tidligt i processen, og resultaterne af designprocessen er ideer, sketches, paper/prototypes og designspecifikation, der gør det nemmere for de øvrige ansatte at forstå produktet og prioritere opgaver.

Resultaterne fra designprocessen bruges og præsenteres på workshops, hvor blandt andet udviklere og testfolk deltager. Derefter tegner de disse sketches på et prototypeværktøj. Et eksempel kunne være en sketch af en tabel. Den fører til første papirudgave af tabellen. Dernæst følger en løsning eller udformning af tabellen opnået med prototypeværktøjet.

Den nye udviklingsmetode har bragt Nykredit videre og gør, at de nu har løst problemerne, som var forbundet med den gamle metode. Nykredit har uddannet udviklere og forretningsfolk i den nye agile udviklingsmetode, som skal være en fælles referenceramme om deres udviklingsarbejde. Det har været nyttigt, selvom det tager tid at blive velbevandret i den nye metode, sluttede Rune Thaarup Høegh.

Visioner som redskab i designprocessen

I forlængelse af de konkrete erfaringer fra Nykredit, supplerede Ivan Aaen fra Datalogisk Institut ved Aalborg Universitet med brugen af visioner som et redskab i designprocessen.

Agil udvikling støtter ganske vist en læringsproces langt bedre end vandfaldsmodellen. Men Ivan Aaen ønsker at gå videre og stillede derfor spørgsmålet: hvordan kan vi tilføre mere værdi til produktet?

- I forbindelse med et it-projekt ser datamatikere anderledes på verden end procesfolk. Virkeligheden kan tolkes på flere måder. En vision kan udtrykke en ny måde at tænke på og kan benyttes til at sætte kursen. Den modnes i takt med, at teamet lærer og danner fokus i et team, sluttede Ivan Aaen.


Manifest for agil softwareudvikling


Vi afdækker bedre måder at udvikle software på
ved at gøre det og ved at hjælpe andre med at gøre det.


Gennem dette arbejde har vi lært at værdsætte:

- Individer og samarbejde - frem for processer og værktøjer

-
Velfungerende software - frem for omfattende dokumentation

- Samarbejde med kunden - frem for kontraktforhandling

-
Håndtering af forandringer - frem for fastholdelse af en plan

Der er værdi i punkterne til højre, 
men vi værdsætter punkterne til venstre højere.

Kontakt



Faglig koordinator
Ivan Aaen
Aalborg Universitet
Tlf.: +45 99 40 89 11
E-mail

Facilitator
Jørgen Biegel
TEKKVA CONSULT
Tlf.: +45 96 35 45 65
E-mail

 

Kort om vandfaldsmodellen


Vandfaldsmodellen er en sekventiel designproces anvendt i software udviklingsprocesser, hvor fremskridt ses flydende støt nedad (som et vandfald) gennem faser.

Typisk er faserne: Undfangelse, indledning, analyse, design, konstruktion, test, produktion/implementering og vedligeholdelse.

Vandfaldsmodellen stammer fra fremstillings- og byggeindustrien, der er meget strukturerede fysiske miljøer, hvor ændringer er uoverkommeligt dyre, hvis ikke umulige.

InfinIT er finansieret af en bevilling fra Styrelsen for Forskning og Uddannelse og drives af et konsortium bestående af:
Alexandra Instituttet . BrainsBusiness . CISS . Datalogisk Institut, Københavns Universitet . DELTA . DTU Compute, Danmarks Tekniske Universitet . Institut for Datalogi, Aarhus Universitet . IT-Universitetet . Knowledge Lab, Syddansk Universitet . Væksthus Hovedstadsregionen . Aalborg Universitet