Millioner til forskning i biomarkører

InfinIT deltager i et millionboostet samarbejde om forskning i biomarkører. Viden om biomarkører kan blandt andet gøre medicin mere målrettet og effektiv.



Forsknings- og innovationsstyrelsen har givet 2,8 millioner kroner til forskningen og kortlægningen af biomarkører.



Biomarkører er biologiske stoffer eller bestanddele i vores krop, såsom vores hjerterytme, særlige gener eller bestemte proteinstoffer, der kan sige noget om vores helbredstilstand, og hvordan vi sandsynligvis vil reagere på bestemte påvirkninger fra vores omgivelser, såsom lægemidler eller mad.



Viden om biomarkører kan bruges til at afsløre sygdomme i deres allertidligste stadie, samt til at skræddersy og målrette medicin til den enkelte, så lægemidlet bliver mere effektivt med færrest mulige bivirkninger.



Det millionboostede projekt er et samarbejde mellem innovationsnetværkene Biopeople, InfinIT, Brandbase (som kigger på brugeradfærd) og GTS’en Bioneer.



Biopeople og Bioneer er biokemikere og farmaceuter, mens Brandbase fokuserer på brugeradfærd. InfinIT bidrager med at få IT-vinklen på projektet med særligt fokus på big data og machine learning (til at finde og forstå biomarkører) samt internet-of-things (til at monitorere og detektere sygdomme gennem biomarkører).



“Vi kan bruge IT til at forstå det data, vi indsamler. Til at finde sammenhænge i de store datamængder, som ellers er svære at opdage, og se nye mønstre i datasættene, som man ellers ikke havde ledt efter”, siger professor Jan Madsen fra DTU Compute og bestyrelsesmedlem i InfinIT.



Forskningen kan få stor betydning for lægemidlers effektivitet.



“Op mod 50 procent af den medicin, der bliver udskrevet, har ingen virkning for de folk, der får den, fordi de ikke optager medikamentet på den rigtige måde. Det er dyrt og unødvendigt,” siger han.



Et særligt fokusområde for netværket bliver autoimmune sygdomme, hvor immunforsvaret fortolker tingene forkert og begynder at angribe raske celler I kroppen. Eksempler på autoimmune sygdomme er psoriasis, lavt stofskifte, sukkersyge og leddegigt.



InfinIT planlægger en konference om IT og biomarkører i foråret 2016. Har du har spørgsmål, kan du henvende dig til Berit Brendborg på berit@cs.aau.dk

InfinIT er finansieret af en bevilling fra Styrelsen for Forskning og Uddannelse og drives af et konsortium bestående af:
Alexandra Instituttet . BrainsBusiness . CISS . Datalogisk Institut, Københavns Universitet . DELTA . DTU Compute, Danmarks Tekniske Universitet . Institut for Datalogi, Aarhus Universitet . IT-Universitetet . Knowledge Lab, Syddansk Universitet . Væksthus Hovedstadsregionen . Aalborg Universitet