Infinit

Du er her: Home Nyheder og arrangementer Nyheder Danmark har brug for erhvervsrettet forskning

Danmark har brug for erhvervsrettet forskning


 

Danske forskere og erhvervsledere har i den seneste tid debatteret vægtningen mellem grundforskning og den erhvervsrettede, strategiske forskning. Den 7. juli bragte Berlingske Tidende et interview med Jørgen Mads Clausen, tidligere Danfoss-topchef og nuværende formand for Højteknologifonden, hvor han argumenterer for fortsat fokus på den erhvervsrettede forskning.

 

”Det er lige præcis den erhvervsrettede forskning, hvor universiteter, virksomheder og offentlig støtte arbejder sammen, der skaber vækst og arbejdspladser. Og det er jo det, Danmark i høj grad har brug for nu og i fremtiden,” udtaler Jørgen Mads Clausen blandt andet i artiklen, men understreger også, at der ikke er noget galt i at bruge flere penge på grundforskning:

 

 ”Men når vi skal opbygge et dansk videnssamfund, duer det ikke, at vi kun satser på den akademiske grundforskning. Det er fint nok at styrke grundforskningen, men ikke på bekostning af den erhvervsrettede. På et eller andet tidspunkt skal forskningen altså omsættes til praksis. Vi har ikke råd til grundforskning, der ikke bliver til nytte (…) Et videnssamfund betyder jo netop, at forskernes viden og opdagelser når ud i samfundet. At det bliver til noget, der reelt gør en forskel. At det kommer ud i erhvervslivet som produkter på den ene eller anden måde – og ikke bare bliver ved med at være grundforskning,” afslutter han.

 

Kilde: Berlingske Tidende, 7. juli 2010, s. 12

 

 

 

 

Infinit er finansieret af en bevilling fra Forsknings- og Innovationsstyrelsen og drives af et konsortium bestående af:
CISS/Aalborg Universitet . Alexandra Instituttet . DTU Informatik/Danmarks Tekniske Universitet . Datalogisk Institut/
Aarhus Universitet . Knowledge Lab/Syddansk Universitet . Center for Software Innovation - a part of DELTA . IT-Universitetet