Kim Guldstrand Larsen, direktør for InfinIT, og Jan Madsen, strategisk koordinator for området Indlejrede Systemer, deltog i juli 2009 i et besøg hos en række kinesiske forsknings- og undervisningsinstitutioner. Besøget kan i fremtiden føre til konkrete samarbejder mellem de danske og de kinesiske forskere om blandt andet indlejrede systemer.
 |
Første stop var et besøg hos East China Normal University i Shanghai. Her var Kim Guldstrand Larsen sammen med Flemming Nielson og Hanne Riis Nielson fra grundforskningscenteret MT-LAB på genbesøg hos professor He Jifeng, der i april i år deltog i Grundforskningsfondens Dansk-Kinesiske symposium i Danmark. He Jifeng er professor og medlem af the Chinese Academy of Sciences og arbejder blandt andet med indlejrede og pålidelige systemer.
”Det var et yderst vellykket besøg, som i fremtiden forhåbentlig vil munde ud i fælles forskningsprojekter mellem Danmark og Kina,” fortæller Kim Guldstrand Larsen.
|
Sommerskole i Beijing
| Andet stop på rejsen var Kinas førende universitet, Tsinghua University, i Beijing. Her holdt det europæiske Network of Excellence for indlejret software, ARTIST, i samarbejde med det franske IT-forskningscenter INRIA, en sommerskole, hvor Kim Guldstrand Larsen og professor Jan Madsen fra DTU hver stod for 2½ dags undervisning for de 60 studerende, der kom fra hele Kina. Emnerne var blandt andet modeldrevet udvikling og validering af indlejrede systemer, blandt andet ved brug af verifikationsværktøjet UPPAAL. |
 |
International konference
Rejsen afsluttedes i Tianjin, to timers kørsel nordøst for Beijing. Her var Kim Guldstrand Larsen keynote speaker på en international konference om Theoretical Aspects of Software Engineering.
”Der er stort potentiale i at samarbejde med kinesiske forskere,” fortæller Kim Guldstrand Larsen. ”Landet har udviklet sig helt utroligt, og de følger enormt godt med i, hvad der sker inden for forskningen, hvilket konferencen om Software Engineering er et godt eksempel på. De – og Asien generelt – gør meget for at holde sådan nogle konferencer, der tiltrækker forskere fra hele verden, og de kinesiske forskere har bestemt også meget at komme med. The Institute of Software på Chinese Academy of Sciences arbejder f.eks. med metoder til at udvikle pålidelige systemer, ligesom vi gør på nationalt plan her i Danmark, både i MT-LAB, i InfinIT, i DaNES (Dansk Netværk for Intelligente Indlejrede Systemer), og vi er meget interesserede i at samarbejde med dem. Vi har allerede på nuværende tidspunkt konkrete planer om, at nogle af de kinesiske forskere skal besøge os i den nærmeste fremtid. Desuden er der som bekendt planer om snart at åbne et dansk universitet i Kina, og vi har et ønske om, at IKT og indlejrede systemer bliver en del af det, vi samarbejder med kineserne om,” afslutter han.
Læs mere:
MT-LAB
ARTIST
DaNES |