|
Vinderne af årets InfinIT-studenterprojektkonkurrence på AAU har udviklet en mobilløsning, der gør moderne mobiltelefoner med indbygget GPS, kompas og kamera i stand til at vise husbyggere, hvordan deres fremtidige bolig vil tage sig ud i omgivelserne, længe før første spadestik er taget. Gruppen, der består af tre studerende på AAUs Institut for Datalogi, har brugt de seneste måneder på at afprøve en prototype af deres system i samarbejde med byggefirmaet Vendia-Huset A/S. Det er foregået ved at familierne ude på grunden, hvor de planlægger at opføre deres nye hjem, kan pege mobiltelefonen i den retning, de gerne vil have visualiseret. Så sørger programmet for at vise dem landskabet med det valgte hus i de ønskede materialer på telefonens skærm. I alt har 29 voksne og 11 børn afprøvet teknologien.
|

|