0

UV-kjolen har haft verdenspremiere



Så blev UV-kjolen færdig og vist frem under pomp og pragt i Operaen i København:

På billedet: (fra venstre) Model Metteliva Sofia Henningsen, Rikke Koch / Alexandra Instituttet, Hanne-Louise Johannesen / Diffus Design, Ole Lehrmann Madsen / Alexandra Instituttet, Nicolaj Wammen / Europaminister, HKH Kronprinsesse Mary.
(fotograf: Torben Klint)



 

Det gjorde den som en del af en udstilling, som havde fokus på klimaforandringer og sundhed. Som det fremgår af billedet var både HKH Kronprinsesse Mary og Europaminister Nikolaj Wammen forbi og se kjolen. Læs evt. mere om det her.


Kort om UV-kjolen

 

UV-kjolen, åbninger (foto: Torben Klint

UV-kjolen måler lyspåvirkningen kjolebæreren udsættes for aktuelt og over tid og visualiserer den ved at henholdsvis åbne og lukke for lysbølgernes adgang til huden.
Inspireret af kamerablænder og deres evne til at dosere lysmængden har kjolen 11 huller, der henholdsvis åbner og lukker ind til huden. Hvis lyspåvirkningen er høj er blænderne helt lukkede og lyset har ingen direkte adgang til huden. Hvis lyspåvirkningen er lav er blænderne helt åbne og lyset kan bestråle huden.
Løsningen er valgt for at give bæreren den vigtige information på en poetisk, uforstyrrende måde som tillader hende at agere i verden uden nødvendigvis at skulle lytte til, hvad kjolen lige fortæller hende.




Om visualisering af sundhedsrelevante data

Visualisering af sundhedsrelevante data i vores omgivelser er yderst relevant, når man arbejder med at forsøge at ændre vaner. Der findes større grupper af mennesker, som ikke altid følger sundhedsfagliges anvisninger om fx at gå mindre ud i solen.
Det er ikke nødvendigvis, fordi de ikke kender anvisningerne; men måske fordi de vælger ikke at følge dem. Hvis man kan flytte informationen ind i de relevante hverdagssituationer, så er der en sandsynlighed for, at nogle mennesker vil handle anderledes. UV-kjolen viser, hvordan man kan gøre det uden at komme med en løftet pegefinger.
Men samtidig er det utrolig vigtigt for brugbarheden af produktet, at informationen gives med respekt for bærerens eventuelle ønske om ikke at rette sig efter den.

Kjolen er i den sammenhæng et meget godt eksempel på, hvordan kombinationen af it og tekstil kan resultere i produkter, der integreret i menneskers dagligdag giver dem information om sundhedsrelevante data i deres omgivelser. Her er det naturligvis meget vigtigt at beskæftige sig med spørgsmålet om, hvornår informationen er brugbar for tøjbæreren og hvornår informationen bliver forstyrrende og måske endda irriterende. Potentielt kunne man jo have tøj, der hvert 5. minut gav sin bærer forskellige sundhedsoplysninger. Både om omgivelserne – fx nu er der meget pollen, UV-indekset er for højt til din hudtype, der er meget smog her osv., og om os selv – fx du har ikke rørt dig nok i dag, tag trappen, din puls er høj, du virker stresset osv.

Det er nok de færreste, der ville bryde sig om at få den slags information mange gange i løbet af en dag. Snarere ville det være oplagt enten at give informationen på en meget diskret måde eller målrettet at udvælge, hvornår det er nødvendigt at få informationen. Dette er en meget relevant problematik,  som bør undersøges nærmere i takt med at it og tekstil kombineres og får en ny rolle i vores dagligdag.

 
UV-kjolen (foto: Torben Klint)    



Efter UV-kjolen

Som det fremgår af billederne er kjolen meget smuk og vi glæder os til at vise den frem flere steder. Hvis du gerne vil have den med på en udstilling, så er du velkommen til at kontakte mig.

Mit ønske for næste skridt efter UV-kjolen er, at jeg og Professor Hans Christian Wulf og evt. en tredje partner går sammen og udvikler nogle mere hverdagsprægede produkter, der visualiserer information om, hvornår man har fået nok sol.




Skriv kommentar


InfinIT er finansieret af en bevilling fra Styrelsen for Forskning og Innovation og drives af et konsortium bestående af:
Alexandra Instituttet . BrainsBusiness . CISS . Datalogisk Institut, Københavns Universitet . DELTA . DTU Compute, Danmarks Tekniske Universitet . Institut for Datalogi, Aarhus Universitet . IT-Universitetet . Knowledge Lab, Syddansk Universitet . Væksthus Hovedstadsregionen . Aalborg Universitet