0

Solcelletasken



Det er faktisk bemærkelsesværdigt, at det er lykkedes mig at skrive 6 indlæg om it-tekstiler uden at komme ind på den kæmpestore problematik omkring strøm. Men nu er det på tide at fortælle om Solcelletasken, for det er naturligvis denne problematik Solcelletasken viser en løsning på; men først lidt om, hvad problemet er:

Det er egentlig ret simpelt: Når man begynder at bygge it og elektronik ind i noget som helst, fx tekstiler, så er der også brug for strøm til at drive elektronikken og it’en. Afhængigt af hvilke funktioner man ønsker sig og hvor energikrævende de er at afvikle, havner man ofte i en situation, hvor der er brug for en tung ladning batterier i det ellers meget lette tekstil. Det er af mange grunde ikke særlig attraktivt; det er ofte ikke særlig pænt, behageligt eller praktisk med en masse batterier i tøjet, det er ikke særlig brugervenligt hvis man skal til at rende rundt og skifte batteri i sit tøj, hvis man tilføjer batterier til tøjet tilføjer man også et ”forurenende lag” og det vil ofte være i modstrid med produktets kerneværdier.

Derfor er det meget centralt at finde attraktive energihøst løsninger til it-tekstiler; og det var med det afsæt, at vi fandt det interessant at udvikle et produkt, der var smukt og samtidig selvforsynende med energi.

Her først en præsentation af tasken:

 
Solar Bag, video  
   




























Men hvordan opstod ideen?

Efter succesen med Klimakjolen havde Diffus Design en del gange talt om, at det ville være spændende at arbejde med solceller som noget æstetisk og smukt ved et produkt, en slags udsmykning, samtidig med at de ville høste energi.

Vi talte om forskellige produktmuligheder og udelukkede i første omgang produkter til indendørs brug, da det ville forringe mængden af høstet energi betragteligt. Derefter udelukkede vi også produkter, som ville kræve hyppig vask, idet netop vask er en af de andre store problematikker i forbindelse med udvikling af it-tekstiler. I forlængelse af overvejelserne om et produkt med solcelleudsmykning, kom vores samarbejdspartner fra Klimakjolen, Forster Rohner, op med forslaget om at udvikle en solcelletaske.

Konceptet udfoldes

Med det afsæt gik vi i gang med at indsnævre konceptet og blev hurtigt enige om, at der var brug for noget meget enkelt. Både for at taskens funktioner skulle være tydelige; men også fordi den mængde energi vi formodede at ville kunne tilvejebringe vha. solcellerne ikke ville være meget stor. Derfor valgte vi at gå efter noget umiddelbart anvendeligt og direkte relateret til den høstede energi; resultatet blev en taske, der kan oplade en mobiltelefon og som lyser op indvendigt, når man åbner den – på den måde er det nemmere at finde sine ting nede i tasken.

Hvad er tasken rent teknisk?

I taskens teknik er der arbejdet med at opnå så høj en grad af energihøst som muligt. Dette er gjort ved at arbejde med monokrystalin solceller, som skulle have den højeste ydeevne p.t. Der er også arbejdet med solcellernes æstetiske fremtræden og i denne første udgave af Solcelletasken er solcellernes i forvejen smukke farve fremhævet ved at lade dem fremstå næsten ”nøgne” kun dækket af en mat lak og monteret på en smuk kobberplade.

 
Solceller fra solcelletasken (foto: Hanne-Louise Johannesen, Diffus Design)  
   




























Derudover er der arbejdet med placeringen af solcellerne på tasken således at så få som muligt kommer i skygge, når tasken bæres og samtidig er solcellerne parallelforbundne for at undgå at hele ”kæden” holder op med at virke, hvis en af solcellerne ikke virker. Her en skitse over placering af solcellerne:

 
Solcelletasken, skitse til placering af solceller (skitse v. Hanne-Louise Johannesen, Diffus Design)  
   
































Til at lyse op inde i tasken udviklede Diffus Design en unik løsning, hvor optiske fibre blev bearbejdet, så de også lukkede lys ud af ”siderne”, derefter blev de indsyet i taskens foer i et meget smukt mønster og slutteligt blev der lyst ind i dem med 8 små led-pærer. Det gav dette meget smukke og praktiske resultat:

 
Solcelletasken, indvendigt lys (Copyright Diffus Design, foto Lisbeth Holten)  
   




























































For at højne brugervenligheden af tasken, var der også brug for at sørge for at tasken automatisk ville kunne tænde for lyset, når man åbnede den og slukke for lyset, når man lukkede den. Det er opnået ved at tilføre en tænd/sluk mekanisme ved taskens lynlås.

Endelig, som det fremgår af det elektroniske kredsløb nedenfor, så var det også nødvendigt at sørge for, at tasken kunne lagre den høstede energi i et batteri, således at energien ville kunne bruges på de tidspunkter, hvor taskebæreren havde brug for det.


Det fulde kredsløb for tasken er illustreret her:

 
Solcelletasken, elektronisk kredsløb  
   

Taskens fremtid

Billederne der er vist her stammer fra prototypeudviklingen af Solcelletasken, som Alexandra Instituttet, Diffus Design, Forster Rohner og NTB deltog i. Efterfølgende har Diffus Design igangsat en reel produktmodning og har planer om at bringe tasken på markedet.



Kommentarer

  1. Lyon Nielsen skrev:

    Hvad er prisen for s?dan en solcelletaske, og hvad er salgstallene verden rundt lige p.t.
  2. Casper Dyrmose skrev:

    det var da en grim taske
  3. Victor OE skrev:

    Du er en grim taske

Skriv kommentar