0

Om It-tekstiler til undervisning



Kræmmerhuset der selv kan fortælle, om der er pebernødder i

Omkring jul 2011 skulle jeg afholde et arrangement i interessegruppen for intelligente tekstiler og det virkede oplagt at benytte muligheden til at indbygge noget julehygge i arrangementet. Naturligvis skulle julehyggen have noget med tekstiler og it at gøre.
Jeg brugte noget tid på at fundere over, hvad der havde juleånd, var nogenlunde nemt at fremstille, også for en person som ikke er vant til at sy og heller ikke nødvendigvis har erfaring med elektronik og it. Og endelig så skulle det heller ikke være alt for dyrt, da jeg regnede med at skulle indkøbe materialer til i hvert fald 20 stk. og måske flere.

Jeg endte med at finde på konceptet: Kræmmerhuset der selv kan fortælle, om der er pebernødder i.

Jeg satte derefter min kollega Jerker Hammarberg på opgaven at finde ud af, om dette ville kunne lade sig gøre og i så fald hvordan. Lidt tid efter stod jeg med en tegning af et elektrisk kredsløb og en masse små komponenter, der skulle sys sammen med elektrisk ledende tråd.

Her nogle af komponenterne:

 
Billeder af komponenter    

 

Det lærte jeg virkelig meget af!

Om at sy med en ikke-isoleret ledning

Det elektriske kredsløb skulle påsættes kræmmerhuset og komponenterne skulle forbindes med elektrisk ledende tråd. Jeg fik besked på at sørge for at tråden og komponenterne var stærkt forbundne, hvilket vil sige at de skulle sys fast med ca. 4 stramme sting.
Jerker sagde også, at jeg først måtte få batteriet til at sætte i, når han havde tjekket kredsløbet og var sikker på at batteriet ikke ville eksplodere, når jeg satte det i. Tror han syntes det var ret sjovt og jeg truede selvfølgelig med at købe mit eget batteri; men i sidste ende hørte jeg dog efter J.

Og ja, det var muligvis klogt for undervejs hang jeg mange gange i døren ind til Jerkers kontor og spurte fx ”hvad sker der egentlig hvis trådene rør hinanden?” og ”hvorfor er det ikke et problem at trådene rør hinanden, der hvor man skal sy 4 stramme sting?” osv.

Da jeg var færdig med kræmmerhuset, virkede det ikke. Jeg forsøgte at styrke nogle af forbindelserne og lærte til gengæld endnu mere. Jeg har senere erfaret, at det jeg lærte svarer til 8-9 klasses pensum i fysik; men det er jo lang tid siden jeg gik i folkeskolen.

Om at designe så det er nogenlunde smukt og samtidig lever op til konstruktionsmæssige og tekniske krav

Jeg arbejder jo for det meste med konceptudvikling og videregiver så arbejdet med den konkrete løsning til dygtige kolleger. Men i tilfældet med kræmmerhuset mente jeg, at jeg var en god forsøgskanin ifht. at opklare, om en der ikke havde prøvet det før, ville kunne nå at sy dette kræmmerhus på relativt kort tid.

Ved at påtage mig denne opgave blev jeg tvunget til at tænke over, hvor på kræmmerhuset, komponenterne skulle placeres, hvis ikke der fx skulle være overvægt til den ene side. Og da en af komponenterne var en lyssensor blev jeg også tvunget til at finde en placering, der tillod den at modtage den nødvendige mængde lys på det rette tidspunkt. Endelig blev jeg også tvunget ud i at tænke over, om man stadig kunne gøre det pænt, når det skulle sys alle mulige steder med tråd / ledninger; samt hvordan man bedst placerede komponenterne, hvis man skulle undgå at tråden skulle krydse.

Alt sammen relevante spørgsmål at kunne finde løsninger på, når man arbejder med tekstildesign.

Kræmmerhuset endte med at se således ud, og planen er at dække elektronikken langs overkanten med en slags pyntebånd:

 
Kræmmerhuset  

 

Og da jeg var færdig med det, havde jeg lært en del af den 8-9 klasses fysik, som jeg åbenbart havde glemt og prøvet kræfter med tekstildesign.

Derfor virkede det oplagt at gå i gang med at udvikle dette koncept til undervisningsbrug; og det gør jeg her i efteråret sammen med Amager Lilleskole.

Første undervisningsforløb på Amager Lilleskole

Det viste sig hurtigt, at min lokale skole, Amager Lilleskole, er meget interesseret.

Jeg har holdt nogle indledende møder med Søren Pedersen (ansvarlig for læreplan i de sidste klasser og fysiklærer) og Iben Formann (tekstillærer) og det er bl.a. på dem, at jeg har erfaret, at fysik-niveauet i kræmmerhuset passer godt til læring i folkeskolens 8-9 klasse.

Jeg se meget frem til samarbejdet med Iben og Søren, da de har de fornødne kompetencer indenfor pædagogik og planlægning af undervisningsforløb til at vi kan ramme eleverne der, hvor det bliver lærerigt og spændende for dem.

Vi har diskuteret frem og tilbage, hvad niveauet skal være. Skal man fx sætte eleverne til at programmere? Det ville jeg naturligvis meget gerne, bl.a. fordi jeg så har en undskyldning for at begynde at undersøge Adafruits Flora nærmere. Men indtil videre holder vi os fra programmering. Dog har Søren opfordret mig til at kontakte nogle gymnasier el.lign. da det nok ville passe til deres niveau. Alt dette vil jo vise sig mere tydeligt, når vi går i gang sammen med eleverne her i efteråret og finder ud af, hvor svært det egentlig må være og hvor meget de kan være med på.

Men først skal Iben og Søren selv prøve at sy et kræmmerhus, så de kan se hvordan det er Smile


Solcelletasken



Det er faktisk bemærkelsesværdigt, at det er lykkedes mig at skrive 6 indlæg om it-tekstiler uden at komme ind på den kæmpestore problematik omkring strøm. Men nu er det på tide at fortælle om Solcelletasken, for det er naturligvis denne problematik Solcelletasken viser en løsning på; men først lidt om, hvad problemet er:

Det er egentlig ret simpelt: Når man begynder at bygge it og elektronik ind i noget som helst, fx tekstiler, så er der også brug for strøm til at drive elektronikken og it’en. Afhængigt af hvilke funktioner man ønsker sig og hvor energikrævende de er at afvikle, havner man ofte i en situation, hvor der er brug for en tung ladning batterier i det ellers meget lette tekstil. Det er af mange grunde ikke særlig attraktivt; det er ofte ikke særlig pænt, behageligt eller praktisk med en masse batterier i tøjet, det er ikke særlig brugervenligt hvis man skal til at rende rundt og skifte batteri i sit tøj, hvis man tilføjer batterier til tøjet tilføjer man også et ”forurenende lag” og det vil ofte være i modstrid med produktets kerneværdier.

Derfor er det meget centralt at finde attraktive energihøst løsninger til it-tekstiler; og det var med det afsæt, at vi fandt det interessant at udvikle et produkt, der var smukt og samtidig selvforsynende med energi.

Her først en præsentation af tasken:

 
Solar Bag, video  
   




























Men hvordan opstod ideen?

Efter succesen med Klimakjolen havde Diffus Design en del gange talt om, at det ville være spændende at arbejde med solceller som noget æstetisk og smukt ved et produkt, en slags udsmykning, samtidig med at de ville høste energi.

Vi talte om forskellige produktmuligheder og udelukkede i første omgang produkter til indendørs brug, da det ville forringe mængden af høstet energi betragteligt. Derefter udelukkede vi også produkter, som ville kræve hyppig vask, idet netop vask er en af de andre store problematikker i forbindelse med udvikling af it-tekstiler. I forlængelse af overvejelserne om et produkt med solcelleudsmykning, kom vores samarbejdspartner fra Klimakjolen, Forster Rohner, op med forslaget om at udvikle en solcelletaske.

Konceptet udfoldes

Med det afsæt gik vi i gang med at indsnævre konceptet og blev hurtigt enige om, at der var brug for noget meget enkelt. Både for at taskens funktioner skulle være tydelige; men også fordi den mængde energi vi formodede at ville kunne tilvejebringe vha. solcellerne ikke ville være meget stor. Derfor valgte vi at gå efter noget umiddelbart anvendeligt og direkte relateret til den høstede energi; resultatet blev en taske, der kan oplade en mobiltelefon og som lyser op indvendigt, når man åbner den – på den måde er det nemmere at finde sine ting nede i tasken.

Hvad er tasken rent teknisk?

I taskens teknik er der arbejdet med at opnå så høj en grad af energihøst som muligt. Dette er gjort ved at arbejde med monokrystalin solceller, som skulle have den højeste ydeevne p.t. Der er også arbejdet med solcellernes æstetiske fremtræden og i denne første udgave af Solcelletasken er solcellernes i forvejen smukke farve fremhævet ved at lade dem fremstå næsten ”nøgne” kun dækket af en mat lak og monteret på en smuk kobberplade.

 
Solceller fra solcelletasken (foto: Hanne-Louise Johannesen, Diffus Design)  
   




























Derudover er der arbejdet med placeringen af solcellerne på tasken således at så få som muligt kommer i skygge, når tasken bæres og samtidig er solcellerne parallelforbundne for at undgå at hele ”kæden” holder op med at virke, hvis en af solcellerne ikke virker. Her en skitse over placering af solcellerne:

 
Solcelletasken, skitse til placering af solceller (skitse v. Hanne-Louise Johannesen, Diffus Design)  
   
































Til at lyse op inde i tasken udviklede Diffus Design en unik løsning, hvor optiske fibre blev bearbejdet, så de også lukkede lys ud af ”siderne”, derefter blev de indsyet i taskens foer i et meget smukt mønster og slutteligt blev der lyst ind i dem med 8 små led-pærer. Det gav dette meget smukke og praktiske resultat:

 
Solcelletasken, indvendigt lys (Copyright Diffus Design, foto Lisbeth Holten)  
   




























































For at højne brugervenligheden af tasken, var der også brug for at sørge for at tasken automatisk ville kunne tænde for lyset, når man åbnede den og slukke for lyset, når man lukkede den. Det er opnået ved at tilføre en tænd/sluk mekanisme ved taskens lynlås.

Endelig, som det fremgår af det elektroniske kredsløb nedenfor, så var det også nødvendigt at sørge for, at tasken kunne lagre den høstede energi i et batteri, således at energien ville kunne bruges på de tidspunkter, hvor taskebæreren havde brug for det.


Det fulde kredsløb for tasken er illustreret her:

 
Solcelletasken, elektronisk kredsløb  
   

Taskens fremtid

Billederne der er vist her stammer fra prototypeudviklingen af Solcelletasken, som Alexandra Instituttet, Diffus Design, Forster Rohner og NTB deltog i. Efterfølgende har Diffus Design igangsat en reel produktmodning og har planer om at bringe tasken på markedet.


Om Memory Bag



I sidste indlæg forklarede jeg, hvordan fremvisningen af Memory Bag havde medført opdagelsen af en ny produktkategori rettet mod privatlivslogistik. Nu må det være på sin plads at fortælle lidt mere om, hvad Memory Bag egentlig er. Først et billede:

Memory Bag, elektronik (foto: Simon Løvind)


Ja, hvis man åbner låget til det hemmelige rum i bunden af Memory Bag, så ser det sådan her ud. Med dette tekniske setup og et dertil hørende interaktionsdesign kan tasken hjælpe sin ejer med at huske 5 udvalgte genstande. Det gør den således:

Når tasken bliver løftet, registrerer tasken det og tolker det som et tegn på, at taskeejeren vil gå og derfor skal huske sine 5 genstande. Følgelig tjekker tasken om de 5 genstande er i tasken; dette gøres ved at RFID læseren tjekker om de 5 RFID-tags, som genstandene er mærket med, befinder sig i tasken.

Memory Bag, tags


 

Her et billede af det sæt med RFID-tags, som man modtager sammen med tasken. RFID-tags’ene er i sig selv blot nogle små klistermærker; men det har været en central del af taskedesignet at tilpasse dem til taskens design og integrere dem i de produkter, vi forestiller os, man gerne vil hjælpes med at huske: pung, nøgler, telefon, pilleæske og kosmetikpung.

Hvis RFID-læseren konstaterer at alle 5 tags er i tasken, så får taskeejeren besked om at alt er i orden; dette sker ved at hun får en kortvarig vibration i sin hånd. Vibrationen afgives fra en buzz’er, som er indbygget i taskens hank, på det sted, hvor man naturligt vil løfte tasken, når man vil tage den på skulderen.

Hvis RFID-læseren opdager, at der mangler en eller flere af de 5 tags, så vil buzz’eren vibrere gentagne gange og dette vil taskeejeren kunne mærke i sin hånd. Således gjort opmærksom på, at hun er ved at glemme noget, formoder vi at taskeejeren gerne vil vide, hvor meget hun er ved at glemme. Det finder hun ud af ved at ae taskens hank i en nedadgående bevægelse. Denne bevægelse leverer input til taskens microcontroller, en arduino mega, via touch-interfacet bestående af 3 touchsensorer indbygget i hanken. Tasken opfatter dette input som spørgsmålene ”hvad er i tasken og hvad er ikke i tasken? (og hvad skulle have været i tasken?)” og svarer via et lys-interface bestående af fem LED lysdioder på taskens overside:

Memory Bag, lysinterface

Hver lysdiode repræsenterer en af de fem ting, taskeejeren gerne vil huske. Hvis tingen er i tasken, lyser dioden med et konstant lys, hvis tingen ikke er i tasken blinker dioden og hvis tingen ikke er i tasken, men heller ikke skulle være der, så lyser dioden ikke.

Man kan forestille sig situationer, hvor tasken fortæller taskeejeren at hun har glemt noget; men at tasken faktisk har misforstået situationen. Det kan fx være, hvis taskeejeren har taget telefonen ud af tasken, fordi hun taler i den og derefter tager tasken og går; så vil tasken tro at taskeejeren har glemt telefonen. Men det har hun jo sådan set ikke. I denne type tilfælde formoder vi, at taskeejeren gerne vil kunne fortælle tasken, at det er meningen at den pågældende genstand ikke skal være i tasken. Det gøres ved at ae tasken på hanken i en nedadstrygende bevægelse.

Til de interesserede her lige et nærbillede af elektronikken inde i tasken, som i øvrigt sagtens ville kunne gøres væsentligt mindre og lettere. Det har dog ikke været målet i denne udgave af tasken, som har karakter af et ”proof-of-concept”:

Memory Bag, elektronik nær (foto: Simon Løvind)


Og så er det jo lidt snyd at gemme et billede af tasken i sin helhed til sidst; men det kommer her. Og ja, den ligner Solar Bag på en prik og er sådan set også bygget ”ovenpå” Solar Bag; som jeg nok skal fortælle om ved en senere lejlighed.

Memory Bag (foto: copyright Diffus Design, fotograf Lisbeth Holten)




 


Tilblivelsen af en ny produktkategori



I de sidste mange blogindlæg har jeg skrevet om UV-kjolen; men nu er det tid til at flytte fokus.


På en RFID-konference i den forgangne uge viste jeg en tidligere opfindelse frem: Memory Bag. Den har eksisteret i ca. 1 år og har været offentligt kendt i godt ½ år; alligevel kunne den stadig tiltrække sig en del opmærksomhed og ikke mindst anspore til nye spændende produktforslag fra deltagerne på konferencen.

Memory Bag (foto: copyright Diffus Design, fotograf Lisbeth Holten, model Stina Resting

 

Men hvad er Memory Bag?

Da vi havde udviklet Solar Bag og stod med et smukt livsstilsprodukt, hvor elektronik var blevet brugt til at høste energi fra solceller på taskens overflade, fik vi lyst til at bruge energien til at tilføre tasken noget intelligens.

Med udgangspunkt i Solar Bags formål om at være en hjælp for den konstant mobile urbane bruger, ønskede vi at give brugeren mere end bare let tilgængelig energi. Men hvad har sådan en bruger egentlig brug for?


Man kan forestille sig, at den konstant mobile bruger, nemt havner i den situation at hun har glemt nogle af sine ting et sted – fx nøgler, telefon, pung.

Med det udgangspunkt begyndte vi at forhøre os i vores omgangskreds og der viste sig at være ret stor interesse for et produkt, som fx en taske, der ville kunne hjælpe med at huske udvalgte genstande. Især blandt kvinderne. Mændene derimod brugte for manges vedkommende slet ikke en taske til nøgler, pung og telefon; de brugte derimod lommerne.

På den baggrund virkede det oplagt at gå i gang med at udvikle Memory Bag som en dametaske til den urbane, mobile kvinde. Jeg vender tilbage med en nærmere beskrivelse af Memory Bag; men det der lige nu har fanget min interesse er de relaterede produktforslag, jeg blev mødt med på RFID-konferencen.

Se en demonstration af Memory Bag her:

 


Privatlivslogistik

RFID-konferencen havde i sagens natur fokus på RFID-teknologien og forskellige anvendelser af den. Da Memory Bag anvender RFID-teknologi var jeg blevet inviteret til at fortælle om tasken og baggrunden for den.

Hovedparten af de andre RFID-baserede løsninger, som blev vist frem var B-2-B løsninger, som hjækoer virksomheder med at effektivisere deres procedurer i forbindelse med fx lagerstyring, supply-chain eller landbrug. Den type løsning giver typisk nogle meget store økonomiske besparelser, for virksomhederne der anvender dem.

En sammenligning af B-2-B løsningerne og Memory Bag, som er rettet mod privatbrugeren viste ret tydeligt, at der på begge områder er tale om et forsøg på at lette logistikken. Men i Memory Bag drejer det sig om at lette privatlivslogistik og målet er snarere at gøre denne mindre besværlig end at spare tid/penge. Det var også netop dette aspekt af Memory Bag, som tilhørerne reagerede på efterfølgende. Der var forslag fremme om at udvikle samme type privatlivslogistiske løsning til skilte forældre, der hver uge skal bringe barn/børn og dertil hørende ting frem og tilbage mellem to hjem – der bliver nemt glemt noget og det ville lette besværet gevaldigt, hvis det blev tilført noget teknologi til at hjælpe med logistikken.

Set med mine øjne var disse ord og denne erkendelse startskuddet til et helt nyt forretningsområde, hvor virksomheder på livsstilsområdet med fordel kunne udvikle pakkeløsninger med indbygget teknologi, som kunne fjerne besværet fra logistikken på hjemmefronten. Og så er der jo min ældgamle kæphest: Et stykke teknologi som kan hjælpe forældrene med at finde barnets sko, jakke, regntøj og flyverdrag, når det er blevet væk i institutionen…..eller måske endda i hjemmet.

Hvis der sidder nogen derude og brænder for at udvikle den her type produkter; men ikke helt kan få hul på, hvordan løsningen skal skrues sammen; så kunne vi måske gøre det sammen!

I forbindelse med konferencen blev jeg interviewet til Harddisken på P1, hør indslaget her:

 

>


UV-kjolen har haft verdenspremiere



Så blev UV-kjolen færdig og vist frem under pomp og pragt i Operaen i København:

På billedet: (fra venstre) Model Metteliva Sofia Henningsen, Rikke Koch / Alexandra Instituttet, Hanne-Louise Johannesen / Diffus Design, Ole Lehrmann Madsen / Alexandra Instituttet, Nicolaj Wammen / Europaminister, HKH Kronprinsesse Mary.
(fotograf: Torben Klint)



 

Det gjorde den som en del af en udstilling, som havde fokus på klimaforandringer og sundhed. Som det fremgår af billedet var både HKH Kronprinsesse Mary og Europaminister Nikolaj Wammen forbi og se kjolen. Læs evt. mere om det her.


Kort om UV-kjolen

 

UV-kjolen, åbninger (foto: Torben Klint

UV-kjolen måler lyspåvirkningen kjolebæreren udsættes for aktuelt og over tid og visualiserer den ved at henholdsvis åbne og lukke for lysbølgernes adgang til huden.
Inspireret af kamerablænder og deres evne til at dosere lysmængden har kjolen 11 huller, der henholdsvis åbner og lukker ind til huden. Hvis lyspåvirkningen er høj er blænderne helt lukkede og lyset har ingen direkte adgang til huden. Hvis lyspåvirkningen er lav er blænderne helt åbne og lyset kan bestråle huden.
Løsningen er valgt for at give bæreren den vigtige information på en poetisk, uforstyrrende måde som tillader hende at agere i verden uden nødvendigvis at skulle lytte til, hvad kjolen lige fortæller hende.




Om visualisering af sundhedsrelevante data

Visualisering af sundhedsrelevante data i vores omgivelser er yderst relevant, når man arbejder med at forsøge at ændre vaner. Der findes større grupper af mennesker, som ikke altid følger sundhedsfagliges anvisninger om fx at gå mindre ud i solen.
Det er ikke nødvendigvis, fordi de ikke kender anvisningerne; men måske fordi de vælger ikke at følge dem. Hvis man kan flytte informationen ind i de relevante hverdagssituationer, så er der en sandsynlighed for, at nogle mennesker vil handle anderledes. UV-kjolen viser, hvordan man kan gøre det uden at komme med en løftet pegefinger.
Men samtidig er det utrolig vigtigt for brugbarheden af produktet, at informationen gives med respekt for bærerens eventuelle ønske om ikke at rette sig efter den.

Kjolen er i den sammenhæng et meget godt eksempel på, hvordan kombinationen af it og tekstil kan resultere i produkter, der integreret i menneskers dagligdag giver dem information om sundhedsrelevante data i deres omgivelser. Her er det naturligvis meget vigtigt at beskæftige sig med spørgsmålet om, hvornår informationen er brugbar for tøjbæreren og hvornår informationen bliver forstyrrende og måske endda irriterende. Potentielt kunne man jo have tøj, der hvert 5. minut gav sin bærer forskellige sundhedsoplysninger. Både om omgivelserne – fx nu er der meget pollen, UV-indekset er for højt til din hudtype, der er meget smog her osv., og om os selv – fx du har ikke rørt dig nok i dag, tag trappen, din puls er høj, du virker stresset osv.

Det er nok de færreste, der ville bryde sig om at få den slags information mange gange i løbet af en dag. Snarere ville det være oplagt enten at give informationen på en meget diskret måde eller målrettet at udvælge, hvornår det er nødvendigt at få informationen. Dette er en meget relevant problematik,  som bør undersøges nærmere i takt med at it og tekstil kombineres og får en ny rolle i vores dagligdag.

 
UV-kjolen (foto: Torben Klint)    



Efter UV-kjolen

Som det fremgår af billederne er kjolen meget smuk og vi glæder os til at vise den frem flere steder. Hvis du gerne vil have den med på en udstilling, så er du velkommen til at kontakte mig.

Mit ønske for næste skridt efter UV-kjolen er, at jeg og Professor Hans Christian Wulf og evt. en tredje partner går sammen og udvikler nogle mere hverdagsprægede produkter, der visualiserer information om, hvornår man har fået nok sol.


Flere danske it-tekstiler



Jeg har i nogle år arbejdet sammen med danske virksomheder og øvrige organisationer på at udvikle produkter, der kombinerer it og tekstiler.

Vi har bl.a. udviklet Klimakjolen, Solcelletasken og Memory Bag og p.t. er vi i gang med at udvikle UV-kjolen, vi har medvirket til at udvikle Den Intelligente Trøje og vi vil meget gerne i gang med at udvikle Trylletrøjen.

 

 
Klimakjolen (Foto: Copyright Diffus Design, fotograf Anni Norddahl)  

 

Al denne udvikling er foregået i et samarbejde imellem danske og udenlandske virksomheder og forskningsinstitutioner. Dette arbejde er afhængigt af, at der bliver givet forskningsmidler til yderligere at højne vores ekspertise til at løfte udviklingsopgaven og lige nu står vi overfor en rigtig god mulighed for at få midler til at satse ekstra på dette område i de næste tre år. Det kan lade sig gøre, hvis vi får en resultatkontrakt indenfor it-tekstiler. Danske virksomheder og borgere kan bidrage til at det bliver til virkelighed, ved at gå ind på linket her og tilkendegive interesse og evt. komme med forslag: http://2012.bedreinnovation.dk/aktivitet/it-tekstiler


Tekstiler befinder sig utrolig mange steder i vores omgivelser, udover at være noget af det mest intime ved at være tæt på vores krop hele dagen, så indgår det også i interiør, møbler og fx bygninger. Hvis vi tager tekstil brugt til tøj, kan vi yderligere se spændvidden, som går fra arbejdstøj, hvor sikkerhed er i højsædet, til fx haute couture, hvor skønheden og det spektakulære er vigtigst.

På alle disse områder kan vi transformere tekstilet til at blive en platform for kommunikation, der bærer nogle af de samme muligheder som vi kender fra desktop-computeren. Dette ganske enkelt ved at kombinere it og tekstil. Så mulighederne er store, det er snarere det at begrænse sig, der er udfordringen.

Set med mine øjne er der især på følgende områder et stort potentiale:


Sundhed

Her er det oplagt at bruge it-tekstiler til træning og genoptræning, både af kronisk syge og raske personer. Tekstilerne kan både bruges til at motivere og til at korrigere under træningen. Der er også store potentialer i at udvikle it-tekstiler til monitorering og selvmonitorering af kroniske sygdomstilstande. Dette vil især have to fordele: det vil gøre kronisk syge mere selvhjulpne og give dem en større grad af frihed. Det vil kunne frigive ressourcer i et trængt velfærdssystem.

   
 
Solcelletasken (Foto: Copyright Diffus Design, fotograf Lisbeth Holten)  
   

 


Livsstil
Her kan man forestille sig produkter med en grøn profil, produkter med øget funktionalitet, produkter der kan kommunikere (i bredeste forstand), produkter der kan indgå i sociale netværk på en ny måde, produkter der kan interagere med sin bruger på en ny måde. Alt dette vil give ekstra værdi til livsstilsprodukter som tøj, accessories, outdoor-produkter, kontorinteriør, møbler og high fashion-produkter.


Arbejdstøj

Det kan fx være arbejdstøj der kan monitorere (fx for varme), der kan visualisere (fx for giftige stoffer), der kan kommunikere (fx beskyttelsestøj, der kommunikerer med farligt værktøj), der indgår i sociale netværk (fx for distribueret arbejde som hjemmehjælpere).


Pr & Branding

Sammensmeltning af tekstil og medie forvandler potentielt mennesker, der bærer tøj, til omvandrende reklamesøjler. I forlængelse af brugen af tøj til relationel identitetsskabelse og hvad der deraf følger af promovering af hippe produkter m.v. åbnes der med intelligente tekstiler op for nye måder at bruge tøjet til PR og branding.

Hvis vi får resultatkontrakten hjem, vil vi sammen med slutbrugere, virksomheder og øvrige organisationer forsøge at forløse dette potentiale.

Giv din mening til kende og hjælp os!


Mødet med UV-uret - og hvad det førte med sig



Jeg nævnte i indlægget inden påske, at UV-uret, udviklet af Hans Christian Wulf fra Bispebjerg Hospital, var en vigtig inspirationskilde til UV-kjolen. Men faktisk forgrener historien sig yderligere, for som et led i udviklingen af UV-kjolen mødtes jeg og min kollega Simon Løvind med Hans Christian Wulf og det gav anledning til en fælles ide til en række nye produkter.

 
UV-uret
UV-uret (Foto: Simon Løvind)

 

Men allerførst en indrømmelse: Da jeg hørte om UV-uret dannede jeg lynhurtigt forestillingen, at det var udviklet med henblik på at informere eller advare sin bruger om mængden af UV-stråling hun blev udsat for. Det viste sig at være ukorrekt.

Da Simon Løvind og jeg mødtes med Hans Christian Wulf var det for at tale om, om ikke vi skulle etablere et samarbejde og bygge UV-sensoren fra hans UV-ur ind i UV-kjolen. Men som samtalen skred frem viste det sig, at UV-urets formål ikke er at informere og advare den, der bærer uret; men derimod at indsamle data om UV-stråling til forskningsformål – især forskning i hudkræft.

Til gengæld viste det sig samtidig, at Hans Christian Wulf, Simon Løvind og jeg havde en fælles interesse i at bruge viden om sammenhængen mellem sol og hudkræft indsamlet vha. UV-uret til at udvikle en række produkter, der kan informere om farlig eksponering for solen og gøre den information til en del af dagligdagen.

Der findes allerede nogle produkter af den type på markedet, fx et UV-ur og en bikini. Men der er nogle centrale problemer omkring denne type produkter, fx:

  1. Hvilken type stråling er relevant ifht. faren for hudkræft og hvordan måler man den?
  2. Hvad er farligst ifht. adfærd i solen, er det høj UV-stråling eller eksponering i meget lang tid?
  3. Hvad ønsker vi at få at vide om vores adfærd i solen og hvordan vil vi tales til?

Mht. spørgsmålet om, hvad der overhovedet er relevant at måle ifht. at forebygge hudkræft, så er der både nogle forhold omkring styrken af UV-strålingen, typen af UV-stråling og mængden af tid man eksponeres for solen at forholde sig til. Hans Christian Wulf har det niveau af detaljeret og velunderbygget viden, der er nødvendigt for at kunne opstille de præcise og relevante parametre ith., hvad der skal måles og advares imod.

Mht. spørgsmålet om, hvad vi ønsker at få at vide; så er det meget vigtigt at besvare ifht. at skabe et design, der er behageligt, ikke-forstyrrende og kan indgå i dagligdagen som noget brugbart fremfor noget, brugeren tager afstand fra. Min kollega Simon, Alexandra Instituttet og jeg har efterhånden så meget erfaring med interaktionsdesign og indlejring af information i dagligdagen, at vi kan tage den udfordring op. Med det udgangspunkt håber vi alle tre, at vores møde resulterer i et efterfølgende projekt, hvor vi kan udvikle en række prototyper på produkter, der indlejrer brugbar information i hverdagen ifht. vores adfærd i solen. Hvis der sidder nogen derude og har lyst til at være med, så meld endelig tilbage!

Derudover vil jeg da også lige bruge indlægget her til at opdatere om, at udviklingen af UV-kjolen fortsætter hastigt og ufortrødent og at kostumedesigner Mette Lindberg, som er involveret i udviklingen arbejder med forskellige løsninger. Det har hun illustreret således:

Skitse-forslag til UV-kjolen (Tegnet af kostumedesigner Mette Lindberg)
 

 




UV kjolen - hvordan blev den opfundet?



Når jeg taler med folk og samarbejdspartnere om de it-tekstile produkter, vi har udviklet, er et af de oftest stillede spørgsmål ”Hvordan fandt du på det?”.

Og det er egentlig et godt spørgsmål, og det er ikke nemt at svare på. Der er dog et par ting man kan sige om det; først og fremmest at det ikke i nogle af tilfældene er noget, jeg selv har fundet på. Det er alt sammen produkter, der er blevet til i en kollektiv udviklingsproces.

Men hvor starter udviklingen af it-tekstiler så?
Svaret er, at den starter der, hvor ideen til et nyt koncept eller et nyt produkt opstår. Dog er vejen til det endelig produkt aldrig den samme og på den vej spiller mange forskellige personer og fagligheder sammen for at sikre kvaliteten af det endelig produkt.

Så et første svar på det indledende spørgsmål er, at produktideen er resultatet af en proces, som altid involverer flere personer og mange lag af forandringer og erkendelser. Der er aldrig tale om én lys ide, der opstår hos én person!

Et godt eksempel på det er UV-kjolen, som jeg p.t. udvikler sammen med kolleger fra Alexandra Instituttet og Diffus Design.

Jeg kan bryste mig af at have fået ideen til UV-kjolen; men det skete ikke som en ensom, pludselig begivenhed. Kort inden Jul 2011 blev jeg kontaktet af Sarah Nymand Skafte-Pedersen fra Europabevægelsen i forbindelse med udstillingen Human Health & the Impact of Environmental & Climatic Factors, der har fokus på samspillet mellem sundhed og klimafaktorer.

De ville høre mig, om Alexandra Instituttet ville være interesserede i at udstille Solcelletasken og Klimakjolen. Under mødet fik jeg at vide, at der bl.a. også skulle udstilles et UV-ur udviklet af Professor Hans Christian Wulf fra Bispebjerg Hospital. Samtalen om UV-uret i forlængelse af Klimakjolen var startskuddet til undfangelsen af ideen om en UV-kjole.

Ideen om en UV-kjole er, set med mine øjne, interessant, fordi den bruger tekstilet som en platform for kommunikation. Og ja, jeg medgiver, at det er i meget rudimentær form; men der er en enorm styrke i muligheden for at bruge det, der er tættest på os flest timer om dagen, nemlig vores tøj, til kommunikation. Det er her oplagt at gøre oplysninger om de omgivelser, vi befinder os i, tilgængelige for os i realtid.

Det kan fx være oplysninger om mængden af UV-stråling man er udsat for i en afgrænset tidsperiode. Det kan også være mængden af CO2 man er udsat for, som med Klimakjolen. Og man kan forestille sig andre lignende oplysninger, som fx oplysninger om pollen o.lign.

Diffus Design, som jeg kontaktede med henblik på et samarbejde omkring udvikling af UV-kjolen, var også straks klar over potentialet i en UV-kjole og involverede sig i at udforme et smukt æstetisk udtryk for kjolen og sammen lavede vi et interaktionsdesign, der kunne lade sig gøre rent teknisk og som samtidig kommunikerer med sin bruger på en poetisk og smuk måde.

Vi er nu i fuld gang med udvikling af en kjole, der måler den lyspåvirkning kjolebæreren udsættes for både aktuelt og over tid og visualiserer lyspåvirkningen ved henholdsvis at åbne og lukke for lysbølgernes adgang til huden.

Poetisk
Blændeåbninger til UV-kjolen (Foto: Diffus Design)
 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Inspireret af kamerablænder og deres evne til at dosere lysmængden har kjolen en række felter, der henholdsvis åbner og lukker ind til huden. Hvis lyspåvirkningen er høj er blænderne helt lukkede og lyset har ingen direkte adgang til huden. Hvis lyspåvirkningen er lav er blænderne helt åbne og lyset kan bestråle huden.
På den måde indgår kjolen i en poetisk kommunikation med sin bærer om, hvordan hun skal forholde sig til mængden af lyspåvirkning.

Se en videooptagelse af test af en af blænderne til kjolen her.

Den 25/4 om eftermiddagen viser Alexandra Instituttet og Diffus Design kjolen frem og taler med alle, der er interesserede i udvikling af it-tekstiler. Det sker i Operaen i København, se mere her.


Tags: it-tekstiler



InfinIT er finansieret af en bevilling fra Styrelsen for Forskning og Innovation og drives af et konsortium bestående af:
Alexandra Instituttet . BrainsBusiness . CISS . Datalogisk Institut, Københavns Universitet . DELTA . DTU Compute, Danmarks Tekniske Universitet . Institut for Datalogi, Aarhus Universitet . IT-Universitetet . Knowledge Lab, Syddansk Universitet . Væksthus Hovedstadsregionen . Aalborg Universitet