Er der forskel på kunder og kyllinger?

InfinIT introducerede sin første co-creation workshop, da vi sammen med Service Platform og den norske IKT-klynge Digin afholdt arrangementet ”Learning from Big Data” på Rialto Teatret i København den 21. oktober. Førende forskere, håndplukkede virksomheder og tre datadrevne cases fra bl.a. landbrug og fødevarer var på dagsordenen, da netværkene bød på en dag i det datadrevnes tegn.

Der ligger et stort og uudnyttet potentiale i at kombinere data gennem hele værdikæden fra jord til bord når det kommer til den danske fødevaresektor. Det viser en netop offentliggjort rapport, som DTU, SEGES/Landbrug & Fødevarer og DI Digital står bag. Rapporten identificerer nye muligheder for at accelerere udviklingen af den danske fødevaresektor ved hjælp af Big Data. Og netop disse muligheder var på dagsordenen, da InfinIT, Digin og Service Platform havde håndplukket 15 danske og norske virksomheder til at løse konkrete udfordringer for virksomhederne SEGES og Skov A/S.

– Vores undersøgelse viser, at fødevaresektoren kan øge produktiviteten med 5-6 procent ved at anvende Big Data. Det er et potentiale, der i kroner og ører vil give en gevinst på cirka 8 milliarder kroner om året, forklarede Peter Enevoldsen, der er it-chef i SEGES, og fortsatte:

– I fødevare- og landbrugssektoren har vi adgang til masser af data; vi er vant til at arbejde sammen i hele værdikæden og så er landmænd early adoptors, når det kommer til ny teknologi. Det ved alle, der har prøvet at se ind i en moderne traktor. Derfor er vores ambition at forene de mange databaser, vi allerede har, til rådighed og hjælpe landmændene til at udnytte det store potentiale inden for Big Data, forklarede Peter Enevoldsen.

Peter Enevoldsen fra SEGES præsenterer virksomhedens forretningsområder og udfordringer, når det handler om at udnytte data til at komme foran konkurrenterne.

Fra produkt til service og licenser

Skov A/S producerer, sælger og servicerer udstyr til ventilation og fodring af kyllingefarme, og de står overfor en dramatisk ændring i deres forretningsmodel i de kommende år:

– Vi ved, at vores kunder vil kræve, at vi kan give dem intelligente farm management systems, og vi må derfor ændre vores forretning, så vi kan kontrollere og monitorere klima, fodring, vandindtag, vægt på fjerkræ, lyskontrol og lignende,” fortalte Jesper Mogensen, der er CTO ved Skov A/S og fortsatte:

– At vi i dag markedsfører os på at kunne levere data er en dramatisk ændring i vores forretningsmodel. Vi ser ikke data som data, men som et redskab til at optimere produktionen. Ved at tage al data ud og filtere og sortere det, kan vi levere lige præcis den information landmanden har brug for. Vores udfordring består i, at vi har en lang historie med at lave og sælge produkter. Og vores kunder har erfaring med at købe dem. De skal derfor også ændre deres digitale mindset til også at købe licenser eller services fra os, sluttede Jesper Mogensen.

Hvordan gør man i olie- og gasindustrien?

Arne B. Mikalsen fra ReThink Learning Technologies A/S og Gilbert Peffer fra CIMNE, FP7 Learning Layers project gav deltagerne et norsk perspektiv på arbejdet med Big Data. Fejl er ekstremt omkostningsfulde inden for olie- og gasboringer i Norge, og digitalt læringsindhold og brug af simulatorer er derfor efterhånden standardinventar på enhver boreplatforme. Industrien mangler dog stadig at få øjnene op for, at de kan anvende, opsamle og udnytte den brugerdata, det digitale læringsindhold kan levere tilbage til dem, og det er en skam, mente de to oplægsholdere:

– Big Data kunne med fordel bruges til kontinuerligt at forbedre både den individuelle og den organisatoriske læring, fortalte Arne B Mikalsen inden Gilbert Peffer præsenterede en IKT-infrastruktur fra EU projektet CIMNE, FP7 Learning Layers project, der kan overføres til andre brancher, markeder og andre lande.

Kunder eller kyllinger – co-creation bringer brancher sammen

At overføre løsninger fra én branche til en anden er netop styrken ved en co-creation workshops, og i InfinIT-regi er det et helt nyt initiativ, som i højere grad vil blive anvendt de kommende år:

– At vi fra InfinITs side skræddersyer et arrangement omkring en specifik faglig ekspertise og nogle helt konkrete virksomhedsudfordringer er et nyt strategisk fokus. Vi har håndplukket deltagerne ud fra en kompetence, som rent faktisk kan bringe virksomhederne videre. På den måde kan man se vores første co-creation workshop som en afprøvning af et format, vi gerne vil videreudvikle i andre sammenhænge i InfinIt-netværket de kommende år,” fortalte Merete Carlson, der er sekretariatsleder i InfinIT, inden deltagerne gik i gang med at arbejde intensivt omkring SEGES eller Skov-casene.

Co-creation omkring de konkrete udfordringer Skov A/S og SEGES står overfor i anvendelsen og udnyttelsen af Big Data.

Og hvilke virksomheder er så oplagte til at hjælpe fødevaresektoren videre? Kan detailbranchen for eksempel hjælpe landbrugssektoren med at løse udfordringer inden for optimering af kyllingefarme? Svaret var et tydeligt ja, under workshoppens co-creation-del:

– Når SKOV A/S taler om at måle alt på en kyllingefarm – for eksempel hvor kyllingerne er henne og om temperaturen og lyset er rigtigt, er det jo for at optimere driften. Og det er præcis det samme, som vi arbejder med inden for ganske almindelig retaildrift. Her er det bare kunder, og ikke kyllinger, vi fokuserer på. Men udgangspunktet for costumer experience management som vores og intelligente farm management-systemer, som Skov arbejder på, er præcis det samme, sluttede direktør for konsulenthuset Detailkarriere, Robert Erichsen.

- Hvad er det her Big Data-spøgelse, vi hører så meget om? Jeg er ikke specielt glad for det udtryk. Det eneste reelle Big Data-projekt, jeg kender til, er Atlas i CERN, der genererer en petabyte data per sekund. På et minut har Atlas genereret mere data end menneskeracen nogensinde har skrevet. Alt derunder er i mine øjne medium-small data. Så for mig er det interessante her i stedet datadreven forretningsudvikling, fortalte vicedirektør for Alexandra Instituttet i København og professor i kunstig intelligens, Anders Kofod-Petersen under workshoppens første del, der bestod af korte teoretiske indlæg.

René Chester Goduscheit præsenterer nogle af de findings, deltagerne kom frem til under co-creation workshoppen.

Kontakt

Sekretariatsleder
Merete Carlson
Alexandra Instituttet
Tlf. 20 75 71 45
E-mail

 

 

 

Det sagde deltagerne:

Der bliver talt mere, end der bliver gjort, når det kommer til Big Data. Så det har været meget værdifuldt for mig at netværke og at blive klogere på både brancher og markeder i dag. Jeg er blevet bekræftet i, at den vej, jeg er på, er den rigtige. Jeg skal bare løbe fandens stærkt. Det gælder om at finde nogle, man kan gå sammen med allerede i dag, og det er et arrangement som dette en god katalysator for at få etableret.
Robert Erichsen, direktør i konsulenthuset Detailkarriere

SKOV-casen var interessant. Jeg har lært, at det er svært, fordi der er mange interessenter. Big Data skaber først rigtigt værdi, hvis du går på tværs eller udnytter hele værdikæden. Og det kræver tillid – også til konkurrenterne.

Jeg kommer hjem med mere viden, konkrete kontakter og en bedre forståelse for, hvordan man kan overbevise hinanden om, at det skaber værdi at dele data.
Steen Lervad, Engineering Service Manager, GEA Danmark

Det var meget givende for mig at møde mennesker fra andre organisationer og med andre baggrunde, der evnede at se tingene i et andet perspektiv, og det var spændende at få muligheden for at præsentere vores case for deltagerne. Jeg synes de var rigtig gode til at sætte sig ind i vores udfordringer – og også udfordre dem på en konstruktiv måde.
Jesper Mogensen, CTO, Skov A/S

Jeg fik rigtig meget ud af arrangementet. Jeg synes jo fx, at Réne Chester Goduscheit, [Professor på Syddansk Universitet], gav et rigtig interessant oplæg. I Anzyz er vi netop midt i en diskussion om hvad slags forretningmodel, vi skal vælge. Rénes oplæg var vældig interessant i den sammenhæng, og jeg har også aftalt et møde med ham her efterfølgende.
Svein OIaf Olsen, Anzyz Technologies A/S.

 

 

Læs rapporten Big Data Fra jord til bord– Sådan kan Big Data styrke dansk landbrug og fødevareindustri

Den 11. januar rejser InfinIT og Service Platform til Norge med en gruppe forskere med ekspertise inden for Big Data og machine learning, vi ønsker at have en lille gruppe virksomheder med på forretningsrejsen. Så er du interesseret i Big Data og data-dreven forretningsudvikling, og er du interesseret i at lære af norske erfaringer og etablere samarbejdsrelationer med norske og danske forbindelser?

Så kontakt sekretariatsleder Merete Carlson merete.carlson@alexandra.dk, tlf: 20757145.

 

InfinIT er finansieret af en bevilling fra Styrelsen for Forskning og Uddannelse og drives af et konsortium bestående af:
Alexandra Instituttet . BrainsBusiness . CISS . Datalogisk Institut, Københavns Universitet . DELTA . DTU Compute, Danmarks Tekniske Universitet . Institut for Datalogi, Aarhus Universitet . IT-Universitetet . Knowledge Lab, Syddansk Universitet . Væksthus Hovedstadsregionen . Aalborg Universitet